Forside | Extranet | Sitemap | Søg

 


Forsøg med skumdæmper uden PFOS

FORCE Technology, IPU og DTU Mekanik undersøger sammen med a.h. Nichro Haardchrom A/S og SurfCoat A/S mulighederne for at substituere PFOS-holdige skumdæmpere med mere miljøvenlige alternativer. Skum-dæmpere doseres til galvaniske procesbade for minimere aerosolmængden. Baggrunden er, at PFOS anses som et miljø- og sundhedsskadeligt stof. Undersøgelsen finansieres af Miljøstyrelsen.

 

Bilag XVII i REACH Forordningen (Nr. 1907/2006 af 18. December 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH)) omhandler et generelt EU-forbud mod anvendelsen af PFOS (perfluoroctansulfonat) og PFOS-baserede produkter. PFOS er bl.a. blevet optaget på Stockholm Konventionens liste over særligt miljøfarlige POP-stoffer (Persistent Organic Pollutants). Ikke-dekorativ hårdforkromning er dog undtaget fra forbuddet, fordi der på lovgivningstidspunktet ikke fandtes egnede alternativer.

 

PFOS og PFOS-baserede produkter er overfladeaktive og anvendes som aerosoldæmpende midler indenfor hårdforkromning. Uden brug af PFOS som skumdæmper ved forkromningsprocessen, udsendes der aerosoler, dvs. dråber af kromsyre til luften i nærheden af krombadet. Kromsyre er en hexavalent kromforbindelse, som anses for at være kræft- og allergifremkaldende samt miljøfarlig. Mængden af producerede aerosoler varierer med driftsbetingelserne, herunder udsugningsluftens hastighed, der i øvrigt er fastlagt ud fra arbejdsmiljøtilsynets krav.

 

Det nuværende årlige forbrug af PFOS i Danmark som skumdæmper til forkromning er lavt – under 30 kg. På verdensplan bruges mere end 30 tons PFOS årligt. I Danmark bortskaffes PFOS med brugte procesbade, der afleveres som kemikalieaffald til Kommune Kemi.

 

Undersøgelsen er mere end halvvejs. Efter at have testet alternative løsninger i laboratoriet, er projektgruppen i gang med at afprøve et muligt alternativ i industriel skala på virksomheden Nichro Haardchrom i Hvidovre. Resultaterne af disse undersøgelser forventes i starten af 2011.


» Print


SurfCoat A/S
Bygmarken 1
DK-3520 Farum
Tlf.: +45 27116570
http://www.surfcoat.dk/
info@surfcoat.dk